Taekwondo er en koreansk kampsport/kampkunst, der har bredt sig rundt i verden. Hverken navnet eller den specifikke kampform er ret gammel. Taekwondoen som vi kender den i dag blev skabt i Sydkorea, navngivet i 1955 og er kendetegnet ved bl.a. hurtige, høje staccato-spark. Som vi skal se nedenfor forsøgte den nordkoreansk fødte Choi-Hong-hi at indføre taekwondoen til Nordkorea, men blev af samme grund landsforvist. Taekwondoen fik i Nordkorea et udpræget militært præg.

Ud over den nye historie indeholder taekwondoen i høj grad også elementer fra fortiden og fra andre lande i Østen. Disse rødder er ældgamle og de skal søges flere steder, ikke kun i Korea, men også i Japan (heriblandt Okinawa) og forskellige områder af Kina. I denne fremstilling fremhæves Kinas betydning. Den gennemsyrer den dag i dag både filosofien, sproget og kulturen i taekwondoen.

Ved siden af taekwondoen findes der i dag i Korea bl.a. en kampkunst, taekkyon, der ligesom taekwondoen lægger vægt på spark, men sparkene er i modsætning til taekwondo lave, fejende bevægelser. I taekwondo er det i modsætning til i taekkyon forbudt at sparke under bæltestedet. Taekkyon har på mange måder karakter af folkedans og er ofte ledsaget af musik, f. eks. trommespil.

Det er i tidens løb blevet diskuteret, om taekwondoen primært nedstammer fra den traditionelle koreanske soo bak do (overvejende håndteknikker) og den historiske taekkyon (overvejende benteknikker) eller fra japansk Okinawa karate. Om den sidste ved vi, at de japanske samuraier omkring år 1600 besatte Okinawa og da forbød befolkningen at bære våben. Som reaktion udvikledes den våbenløse kampkunst Okkinawa karate. Det japanske ord karate betyder ordret ”tom hånd” og det gør det kinesiske ord for soo bak også!! Så måske er det to sider af samme sag. Det er dog også mere end muligt, at påvirkningen gik i modsat retning. Den tidlige koreanske taekkyon teknik kan have påvirket en proto karate på Okinawa. Udsendinge fra Okinawa, der indtil 1879 var et selvstændigt kongerige, gæstede nemlig hyppigt Yi kejserriget i Joseon (den gamle betegnelse for Korea).

Filosofi og religion

Udviklingen af kampsporten hænger i høj grad sammen med filosofien, religionen og de politiske forhold i Østen. Man mener, at det koreanske folk er i slægt med mongolerne, og at de bosatte sig i Korea for 5000 år siden. Det er derfor ikke mærkeligt, at deres filosofi og kultur i høj grad ligner den, vi kender fra Kina.

Nok er flaget ikke gammelt, men symbolerne er ældgamle. De er taget fra den gamle kinesiske bog ”I Ching”, Forvandlingernes bog (om livets forvandlinger). I midten ses et tai chi tegn (betyder urbegyndelse på kinesisk). På kinesisk hedder det yin og yang, på koreansk um og yang. De to symboler er her endnu ikke adskilt, men udgør den store uendelighed. Omkring um/yang tegnet ses fire såkaldte trigrammer (tre linjer), et for hvert verdenshjørne, fra nederste venstre hjørne daggry (øst) og i solens retning, syd, vest og nord. Den røde farve symboliserer det maskuline, himlen og den blå jorden, det feminine. Også den brudte linje i trigrammerne står for det feminine, negative, passive mens de ubrudte linjer står for den maskuline, positive og aktive kraft. Disse fire trigrammer svarer til fire af de otte taegeuk'er.

I ”I Ching”, hvis budskab menes at være 5000 år gammelt og de tidligste dele nedskrevet for 3000 år siden, siges det, at det var den mytiske helt Fuxi, der ved Den gule Flod i Kina fik en åbenbaring om al tings sammenhæng. Han så mønstret på en skildpaddes skjold: brudte og ubrudte linjer. Han mediterede og fandt frem til et system af visdom og spådom - det der afspejles i bogens 64 trigrammer.

Vi kender fra taekwondoen de 8 trigrammer, der svarer til de 8 taegeuk'er og som repræsenterer forskellige naturelementer, forskellige dyr og familierelationer. De 8 trigrammer der svarer til de 8 taegeuer kaldes pal gwe'erne, på kinesisk bagua; de blev anvendt i kinesisk spådomskunst sammen med mønter og pinde.

I bogen kan man læse, at man bør leve i overensstemmelse med dao (på koreansk do), som er den sande vej, den evige kraft der løber gennem alt i universet og hvor yin og yang er i dynamisk, harmonisk bevægelse. Denne såkaldte taoisme eller daoisme var i begyndelsen ren filosofi, en verdenslov og en etisk rettesnor, men blev efterhånden en religion, hvis mål var at blive ét med dao.

Vi kan ikke nævne daoisme uden også at nævne konfucianisme, opkaldt efter den kinesiske filosof og statsmand Kung fu-Tse (mester Kung fra Fu), der levede 551-479 f.Kr. Han mente, at tanken om dao og den rette vej på hans tid var ved at gå i glemmebogen. Det ville han rette op på, og han nedskrev derfor nogle etiske leveregler, f.eks. ”Gør ikke mod andre, hvad du ikke ønsker, de skal gøre mod dig”. Samtidig mente han, at det var vigtigt, at man kendte sin plads i samfundet. De to filosofiske traditioner konfucianisme og daoisme er komplementære. Den første beskæftiger sig med de sproglige, etiske, juridiske og rituelle konventioner, den anden med den ukonventionelle viden, en livsforståelse der går ud over den materielle.

Også de fem principper i taekwondoen - ærlighed, høflighed, vedholdenhed, selvkontrol og ukuelig ånd - er inspireret af konfucianistisk tankegang og kendes bl.a fra Hwa Rang skolen, se nedenfor. Og i dag påvirker konfucianismen ikke kun kampkunsten men også politik og samfund i Korea.

Buddhismen blev indført i kongeriget Silla i 400-tallet og den feudale ridderskole Hwa Rang blev grundlagt af en buddhistisk munk. Det var under Tangdynastiet (618-907 e.v.t.) at det vi i dag kender som Zen buddhisme opstod. Også den var meget påvirket af daoisme. Gennem bl.a. meditation søgte man at opnå frigørelse. I Kina kaldte de skolen Chang. Den udviklede sig senere til forskellige skoler: i Japan blev den kaldt Zen og i Korea Seon (= den ulastelige retskaffenhed). Seon buddhismen blev statsreligion i kongeriget Goryeo (om kongerigerne i Korea se nedenfor).

Filosofien i taoismen, konfucianismen og Seon buddhismen og dens tanker om moral, ikke mindst respekten for medmennesket, har altid gennemsyret kampkunsten og gør det den dag i dag. Og de fem principper fra Hwa Rang skolen blev, ligesom nogle overordnede mål om at bruge taekwondoen til at skabe et fredeligt og frit samfund, senere genindført af general Choi, og blev nedskrevet i WTs filosofiske grundlag (se nedenfor).

Politisk udvikling

Kina dominerende i tidens løb Korea både ved egentlig invasion og ved anden påvirkning. Omkring år 0 var Koreahalvøen opdelt i tre kongeriger: Goguryeo (undertiden stavet Koguryeo), Baekje og Silla. Goguryeo (37 f.v.t. – 668 e.v.t) var det største og det indbefattede i perioder foruden det nuværende Nordkorea store dele af Nordøstkina (i dag Liadong og Manchuriet). Især det kinesiske Han dynasti, der eksisterede indtil 220 e.v.t., var fjendtligt mod Goguryeo. Samtidig ser man en udbredt kulturel påvirkning, f.eks. i de mange kongegrave og befæstede byer.

I det nuværende Kina, bl.a. i Muyongchong, har man i en grav fundet et vægmaleri der forestiller to krigere i kamp. Disse såkaldte ”sonbae” udgjorde et krigerkorps, der både var lærde og praktiske (f.eks. byggede de fæstninger). Man ved, at de trænede både sværddans, bueskydning, soo bak og taekyon.

Et område nær Pyongyang i det nuværende Nordkorea kom i 2004 på Unescos verdensarvsliste. 90 af kongegravene indeholdt vægmalerier fra forskellige epoker. Disse billeder er en fantastisk skat, fordi de viser den kulturelle og religiøse udvikling i Goguryeos historie (37 f.v.t. - 668 e.v.t.), herunder kulturudvekslingen med andre lande. Buddhismen blev i år 372 introduceret i Goguryeo, og taoismen og konfucianismen gennemsyrede kongeriget.

I år 668 blev Gogureyo slået af det sydkoreanske kongerige Silla, der var i forbund med det kinesiske Tangdynasti. Silla var et af verdens længste vedvarende dynastier (57 f.v.t. - 935 e.v.t.). Der er dem der mener, at navnet Silla etymologisk ligger til grund for Seoul, der betyder hovedstad. Det var dog Gyeongju nord for Busan i det sydøstlige Sydkorea, der i løbet af Sillas 1000 årige periode voksede til en kosmopolitisk hovedstad og et kulturelt centrum. Byen var formentlig verdens fjerde største på det tidspunkt. Med byens mange UNESCO seværdigheder, templer, kongegrave m.m. har den fået tilnavnet ”museet uden vægge”. Ved Seokguram grotten i Yonggangdong fra 751, der er en del af UNESCO world Heritage Centre, kan man se buddhistiske krigerfigurer, der vogter indgangen. Mange kampsportsudøvere ser dem som forløbere for taekwondoen.

Mange af Sillas generaler og militære ledere var uddannet på Hwa Rang, en feudal, buddhistisk ridderskole, der lå i dette område. På mange måder lignede de de tidligere ”sonbae” fra Goguryeo. Hwa Rang betyder blomstrende krigere/ungdom, og de blev foruden i sværdkunst og brydning trænet i både soo bak og taykkyon. Kampkunsten var på den tid en sport for overklassen, militæret og adelen. Og den blev ofte praktiseret ved de buddhistiske templer.

I år 935, efter næsten 1000 års styre, blev Silla efterfulgt af Goryeo dynastiet (918-1393 ), der beskrev sig selv som et kejserrige. Det dækkede hele det nuværende Korea, og navnet Korea er da også afledt af Goryeo. Men også området nord og nordøst for det nuværende Korea blev indlemmet. Det var et teknologisk udviklet samfund, hvor bl.a. verdens første metalbaserede løse trykketyper og senere den ældste bevarede bog så dagens lys i henholdsvis 1234 og 1377. Også koreansk keramik og papir blev udviklet, og ca. år 1100 var der 12 universiteter med berømte forskere. Styret havde både diplomatiske og handelsmæssige kontakter med flere områder i det sydlige Kina. Under Goryeo, der var kendetegnet ved militær dygtighed og krigerånd, ser det ud til at kampkunsten blev mere udbredt; i de seneste år indførtes dog også krudt og nye typer af våben. Under Goryeo var der i perioder militærkup og mongolske invasioner. Mongolerne overtog de nordligste områder, og sammen med Goryeo foretog de i 1272 og 1281 to invasionsforsøg af Japan.

Under YI dynastiet (1392-1910), hvor Korea blev kaldt Joseon, var de gamle kampkunstarter ved at blive glemt, især fordi hæren primært trænede bueskydning. I stedet for buddhismen blev der nu indført en neo-konfucianisme: en meget streng konfucianisme, der bl.a. dikterede overklassen at studere kinesiske skrifter og digte eller spille musik. Fysiske anstrengelser var kun for andre mennesker. Hvor kampsporten tidligere havde været forbeholdt overklassen, militæret og adelen blev den nu mere folkelig.

Men f.eks. under de to Imjiinkrige 1592-98, hvor det kinesiske Ming dynasti og det koreanske Yi dynasti sammen slog Japan på flugt, viste koreanerne store militære færdigheder til søs. Det var dér den koreanske general admiral Yi Sun-Shin i 1590'erne med sit berømte skildpaddeskib besejrede japanerne. Han fik tilnavnet Chung Moo (”den bedste”). Vores klub hedder også Chung Moo, se nedenfor under Favrskov Taekwondo Klub. ”

Sproget i Korea

Hidtil havde kun et fåtal kunne læse; skriftsproget var de kinesiske tegn, hanja. Kong Sejong den Store ønskede imidlertid i 1443, at også hans "folk" skulle kunne læse bekendtgørelser etc., så skriftsproget skulle være ”så simpelt at den kvikke kunne lære det på en formiddag, og selv den største tåbe ville kunne lære at mestre det efter 10 dage”. Dette sprog kaldes hangeul.

De koreanske udtryk, der i dag anvendes i taekwondo, er til dels de oprindeligt kinesiske (sino-koreanske) ord. Men en del er også koreanske, og det vil i denne sammenhæng sige hangeul, som i 1446 blev udgivet i dokumentet "hunminjeonggeum” (”korrekte lyde til dannelse af folket”). Nogle taekwondoord findes i dag på begge sprog, det gælder f.eks. talrækken hanna, dul etc. og il, i etc. Skoleelever i Sydkorea lærer stadig begge sprog.

I Nordkorea bruger de udelukkende hangeul.

Under den japanske besættelse 1910-45 lærte en hel generation af koreanere japansk i stedet for deres modersmål. Det var en tid hvor Korea blev moderniseret, både uddannelsesmæssigt og teknisk, og mange af de stadigt eksisterende ord er især termer og låneord inden for disse områder. Nogle af de sino-koreanske ord kom også til Korea via Japan.

Ved 2. verdenskrigs slutning blev Sydkorea besat af USA og Nordkorea af Sovjet. Kina var nu ikke længere allieret med Sydkorea. Især efter Koreakrigen (1950-53) er ordforrådet i Sydkorea blevet fuld af engelske låneord (coffee, internet etc.). Nogle engelske ord har fået en ny betydning i Korea, man taler om konglish (korean english). Inden for taekwondoen kan man feks høre ”fighting” der betyder ”kom så, held og lykke” eller ”selca” en sammentrængning af ”selfcamera” (”selfie”).

I Nordkorea har de forbudt moderne udenlandske ord og forsøger i stedet at opfinde nye.

Udviklingen af taekwondo efter 1945

I 1910-45, hvor Korea var besat af Japan, måtte befolkningen kun dyrke de japanske kampkunstarter karate, aikido og judo. Efter krigens slutning i 1945 blev Korea delt. USA prioriterede at genopbygge Europa i stedet for nationerne i Asien, og da man ikke mente, at Korea kunne regere sig selv efter at Japan havde rømmet landet, blev resultatet en aftale om at Sovjetunionen fik formynderskab over Nordkorea og USA over Sydkorea. Den traditionelle koreanske folkedans-agtige kampkunst taekkyon var forbudt under den japanske besættelse men blev holdt i live i det skjulte og fik en opblomstring efter anden verdenskrig.

Allerede i 1944 var der dannet to nye skoler, kwans, der søgte at genoplive den koreanske kampkunst. I 1945 grundlagde Hwang Kee sin Moo Duk Kwan (skole for kampkunst-dyder), der bl.a. indeholdt soo bak doo, som han som ung havde fundet i gamle koreanske skrifter. Han studerede også tidligt taekkyon. I begge disse gamle retninger anvendtes sparketeknikker og dybe stande. Senere indkorporerede han også ”Tang soo do”. Navnet refererer til en teknik han havde lært i Kina, hvortil han var flygtet under besættelsen, med navn efter det kinesiske Tang dynasti. I 1960 ændrede han navnet på sin skole fra Moo Duk Kwan til Soo Bak Do (eller ”Moo Duk Kwan Soo Bak Do”). Det var den største af kampkunstskolerne i Sydkorea. Den eksisterer den dag i dag bl.a. en speciel amerikansk Tang soo do i USA, hvor Chuck Norris i 70'erne og 80'erne gjorde stilarten kendt.

Hwang Kee døde i 2002, 87 år gammel. Han var nok den største kampkunst personlighed, der har levet i Korea i nyere tid. Og det er Hwang Kees skole, der er grundlaget for hovedparten af den taekwondo, der i dag trænes i Danmark.

Den sydkoreanske præsident Syngman Rhee så i 1952 to officerer i hæren, bla. Choi-Hong-hi, demonstrere Tang soo do, og han blev så begejstret , at han gerne ville have indført den koreanske kampkunst i hæren, men under ét system i stedet for de mange skoler. Hwang Kee ønskede ikke at hans skole skulle være en militær disciplin eller en sport, den skulle være til personlig udvikling. Onde tunger påstår at det var fordi, han i 1958 ikke fik tildelt lederrollen for den forenede kampsport, at han trak sig. Jobbet gik i stedet til general Choi Hong-hi, som derefter i 1966 grundlagde International Taekwondo Federation, ITF. Choi var født i Nordkorea og ønskede også at udbrede taekwondoen hertil. Det blev taget ham ilde op og 5 år senere, i 1971, blev han forvist af den ny præsident Park Chung Hee, der indførte et autoritært diktatur. Efter et par år i Canada tog han til Nordkorea, hvor han fik en statsmandsbegravelse i 2002.

Den ny fælles kampkunst fik officielt sit navn 11. april 1955. ”Taekwondo” blev foreslået af general Choi. ”Tae kwon do” betyder ”fodens og nævens vej”. Navnet blev sandsynligvis valgt fordi det lydmæssigt minder om taekkyon. I 1960 var der dannet hele 40 koreanske kampkunstskoler i Sydkorea. I 1974 blev de konsolideret til 9 store skoler. Generelt kan man sige, at alle de mestre, der startede de nye skoler, selv var trænet i de japanske kampkunster karate, judo eller kendo, og fundamentet for det, der skulle blive til taekwondo var karateteknikker kombineret med enkelte indslag fra kinesisk chuan fa (knytnævemetoder) og koreansk sparketeknik og dybe stande fra taekkyon og soo bak do.

Især efter 1972 og 1973, hvor henholdsvis Kukkiwon og World taekwondo Federation blev grundlagt, udviklede taekwondoen den stil, vi kender i dag. WtF ændrede i 2017 navn til WT (fordi det blev forvekslet med forkortelsen for ”what the fuck”).

Taekkyon, den traditionelle folkedans-agtige kampkunst, fik også et selvstændigt efterliv og dyrkes ikke mindst af mange taekwondoudøvere.

I 1988 blev gyeorugi (kampdelen) i taekwondo vist som en demonstrationssport ved OL i Seoul. Først i år 2000 ved OL i Sydney blev den en officiel disciplin, og i 2020 blev den også en paralympisk disciplin.

Taekwondo i Danmark

Den koreanske kampkunst kom til Europa i 1965 og til Danmark i 1968. Det var to hollandske instruktører, Theo P. Salm og Bernd Denni, der underviste på campingpladser rundt omkring i landet. En af eleverne var Gunnar Sørensen, der af mange betegnes som dansk taekwondos fader. Han gik dengang til judo men tog ofte til Holland for at lære taekwondo. Da han havde fået 4. kup (rødt bælte) åbnede han Damarks første taekwondoklub i Sønderborg med ca. 100 medlemmer; klubben blev en del af Dansk Judo Union. Han var den første, der fik sort bælte i Danmark, men gradueringen til 1. dan kunne kun foregå i Holland. 1972 blev Gunnar Sørensen landstræner, og i 1975 stiftede han Dansk Taekwondo Forbund; på det tidspunkt med 400 udøvere i Danmark.

Det niveau dansk taekwondo har opnået i dag skyldes især, at vi i Danmark tidligt blev begunstiget med flere stormestre med international format.

Choi Kyoung-An, 9. dan Tang soo do stormester, skulle egentlig have været til USA men tog i stedet imod en invitation fra Holland i 1975, hvor han underviste på Huk-tti skolen (sortbælteskolen) sammen med Theo P. Salm. Han tog derfra i 1976 til Danmark, hvor han blev landstræner og han er i dag chefinstruktør for flere klubber i Danmark.

Foruden Choi har tre andre koreanske 9. dan mestre haft stor betydning for udviklingen i Danmark. Det er Ko Tae Jeong, der er stormester i Sim Uu (betyder hjerteven), og Shin Boo-Young stormester i Hwa Rang, begge ligesom Choi med rødder i Moo Duk Kwan. Endelig Cho Woon Sup, tilhørende Ji Do Kwan skolen, der er stormester i TTU (traditionel taekwondo union). Cho flyttede i 1987 til Norge.

Aarhus Taekwondo Klub blev i 1975 åbnet af Jørn Skovby, der på det tidspunkt blot havde orange bælte. Han fik senere stor betydning som tekniktræner. Det var Choi, der navngav klubben Chung Moo (chung= loyalitet eller troskab og moo= forkortelse af moosul, kampkunst). Det kan også betyde den bedste, det var det tilnavn som den navnkundige admiral Yi Sun-Shin fik, da han i 1590'erne besejrede japanerne (se ovenfor).

Blandt Aarhus klubbens veteraner og instruktører skal nævnes Ole Jepsen og Carsten Stigers, 7. dan og Momme Knutzen, 9. dan, der alle i mange år har været tilknyttet vores klub Favrskov Taekwondo Klub Chung Moo. (Ole kom dog først i 1986 til Aarhus klubben, begyndte i 1973 i Vejle). Han var i mange år bestyrelsesformand i Favrskov Taekwondo klub. Udover at være en skattet instruktør administrerer Carsten Stigers gruppen ”Danish Taekwondo History” på FB. Her kan man læse om diverse stævner og konkurrencer bogstaveligt talt til den helt store guldmedalje.

Momme Knutzen begyndte at dyrke taekwondo i 1973 og har været med til at grundlægge mere end 10 klubber, den første var Odense taekwondo klub i 1975. I 1982 stiftede han Riisskov Taekwondo klub Chung Moo og i 1997 Hinnerup Taekwondo Klub og siden Favrskov Taekwondo Klub, hvor han også i dag er cheftræner. Klubben holdt til at begynde med til på Thomsens vej i Hadsten, men har siden 2021 haft træningslokaler i Hadsten Hallerne. Klubben har i dag ca. 225 medlemmer.

Momme har været dommer ved talrige nationale og internationale stævner, herunder OL i Korea. I 2005 stiftede han Taekwondo Life Academy (TLA) med mere end 20 danske og 3 tyske deltagende klubber. I 2011 blev Momme medlem af Kukkiwon Advisory Board og i 2017 blev han optaget i den prestigefyldte Taekwondo Hall of Fame i New York.

I 1976 afholdtes det første danmarksmesterskab, i 1980 afholdt DtaF det 3. europamesterskab, og i 1983 blev det 6. verdensmesterskab afholdt i København med 700 deltagere. Her var der for første gang kvinder, der deltog.

Ved verdensmesterskabet i 1991 fik Danmark sine første verdensmestre, begge fra Gladsaxe. I 1993 blev der for første gang afholdt europamesterskab i poomsee. Da fik vi guld i herre synkron og i individuel poomsee. Siden har vi høstet et utal af medaljer i både europa- og verdensmesterskaber.

Efter at taekwondo officielt blev en OL disciplin i år 2000 har Danmark fået en enkelt bronzemedalje, da Edi Hrnic vandt bronze i Paris i 2024. Para-taekwondo blev OL disciplin i 2020, og herefter vandt Lisa Gjessing en guldmedalje i Tokyo i 2021 og en bronzemedalje i Paris i 2024.

Det vil i øvrigt i denne sammenhæng blive for vidtgående at nævne alle de talenter, landstrænere m.fl., der har gjort Danmark ære. Ikke at forglemme alle de frivillige, der rundt omkring i de danske klubber har sørget for rammerne omkring de mange udøvere og medvirket til den gode ånd og det fællesskab, der præger klubberne.

Vi kan konkludere, at Danmark nu 50 år efter at taekwondoen kom til landet er blandt de førende nationer i verden. I dag tæller Dansk Taekwondo Forbund 110 klubber med i alt ca. 9000 medlemmer.

Kilder

– Plancher m.m. på Taekwondowon museum i Muju og Kukkiwon museum i Seoul

– 2014 ”Taekwondo Textbook”, Kukkiwon

– 2020 Ingrid F. Andersen og Metin Aydin ”Taekwondoens vej fra Korea til Aarhus Syd”

– 2022 Tao Tao Liu ”The Chinese Myths. A guide to the Gods and Legends”

– 2024 Victor Cha og Ramon Pacheco Pardo ”Den korte historie om Korea Nord og Syd”

– 2005 ”Confucius Modernized. Thus spoke the Master”

– 1993 Alan W. Watts ”Zenbudhismen. En vej til sindets frigørelse”

– 1995 Aage Marcus ”Den Blå Drage. Livskunst og billedkunst i det gamle Kina”

– Diverse artikler fra Wikipedia